En managers arbejde

    Som manager for flere danske bands arbejder Lisa Marxen med alt fra sponsorater til planlægning af turnéer. I dette interview kan du blandt andet høre hendes bud på, hvordan man bedst sælger sin musik til virksomheder

    Lisa Marxen

    Den danske musikbranche har fået flere og flere managere i de senere år. Men hvad laver sådan én egentlig? Vi har spurgt Lisa Marxen, som udover at arbejde som projektassistent hos Music Export Denmark, arbejder som manager for danske bands som Oh No Ono, Treefight for Sunlight, When Saints go Machine og Kenton Slash Demon i sin énmandsvirksomhed Black Wood Music.

    Hvad er en manager, og hvilke arbejdsopgaver varetager manageren?

    Jeg plejer at beskrive manageren som en klassisk projektkoordinator. Jeg sørger for, at vi har de bedst mulige samarbejdspartnere inden for alle afdelinger (booking agenter, pladeselskaber, forlag ect.).
    Det er mit job at sørge for, at alle samarbejdspartnere taler sammen og gør deres arbejde godt. Samtidigt ligger der en masse logistisk arbejde i at have så mange mennesker på turné, i studiet og alle de andre ting, man skal som musiker.

    Udover det logistiske er det desuden managerens arbejde at udbrede kendskabet til bandet - både hos den professionelle musikbranche og hos potentielle fans.
    Modsat en almindelig projektkoordinator er det vigtigt, at man som manager husker, at man arbejder med mennesker og er med til at udvikle deres karriere. Man har på en måde ansvaret for deres fremtid.

    Hvorfor valgte du at arbejde med management?

    Det var ved et rent tilfælde. Jeg startede med at arbejde med musik, da jeg var 16 og boede i Tyskland. Jeg brugte alle mine skoleferier i praktik på forskellige events, festivaler og musikbureauer. Da jeg blev færdig med gymnasiet, tog jeg til Aarhus for at tage et praktikophold på ROSA og SPOT.

    De planlagte ni måneders praktik blev til flere år, hvor jeg også sideløbende hjalp pladeselskabet Morningside Records og Kristian Riis (Volcano Management), som også dengang arbejdede som manager for det danske band 'Under Byen'. På den måde fik jeg et indblik i management og pladeselskabsarbejde.

    En dag opfordrede Jesper Brodersen fra Morningside Records mig til at blive manager, da han mente, at flere af hans orkestre havde brug for opbakning til at vokse sig større. På denne måde skete det, at jeg blev manager for det danske band Oh No Ono.

    Hvilke kvaliteter skal en god manager have?

    En god manager skal lytte til sin artist. Man behøver ikke altid være enig, men det er artisten, der er "produktet", og hvis produktet ikke får plads til at vokse, så vil det næppe blive en succes. Derudover er det vigtigt at have en form for social intelligens. Er du god til at snakke med folk og sprede budskabet om dine artister, er der god mulighed for, at folk herefter går hjem og lytter til musikken.

    Hvordan arbejder du med dine bands - involverer du dem i arbejdet eller er det dig, der sætter dagsordenen?

    Jeg arbejder meget tæt sammen med mine artister, og vi sparrer om alle ting, medmindre jeg er 100 procent sikker på, at de ville være enige. Generelt er de meget interesserede i at være involveret i processerne, og det skal de have lov til.

    Hvorfor skal et band eller en solist  have en manager?

    Jeg vil mene, at det er en skrøne, at alle skal have en manager. Jeg synes endda, at mange musikere får en manager for tidligt i processen. De kommer til at mangle nogle relevante erfaringer i forhold til selv at arbejde i musikbranchen. Dog er en god manager også unægtelig en vigtig medspiller, når man vil langt ud i verden med sin musik.

    Har nogle af dine bands lavet et samarbejde med en virksomhed eller et brand?

    Mine artister har flere gange modtaget produktsponsorater som for eksempel tøj og musikudstyr. De har desuden spillet til nogle brandede events, der oftest betaler nogle større honorarer end et lille spillested i provinsen. Nogle firmaer har vi selv kontaktet, og andre har kontaktet os.

    Hvilke erfaringer har du gjort dig  ved at samarbejde med virksomheder, og hvilke råd vil du give til andre musikere eller managere, der forsøger sig med dette?

    De fleste markedsføringsansatte på de virksomheder, vi har arbejdet med, har arbejdet med musikere før. De ved godt, at man ikke kan kræve, at musikerne skal gå rundt med et kæmpe logo på en t-shirt, som man gør i sportsverdenen. Man er nødt til at indgå i en kreativ dialog om, hvad virksomheden kan tilbyde, og hvad artisten får igen. Derefter må artisten gøre op med sig selv, om aftalen er skruet sammen på en måde, at de kan stå inde for det rent kunstnerisk.

    Hvilke råd vil du give til de aktører i erhvervslivet, der har lyst til at bruge musik i deres markedsføringsstrategi?

    Det er umuligt at give nogle overordnede råd, da der er lige så mange forskellige aktører i erhvervslivet, som der er forskellige bands. Det er dog vigtigt, at virksomhederne husker, at grunden til, de gerne vil brande sig på de kreative miljøer er, at de kreative miljøer formår at skabe et moderne, interessant og nytænkende univers. Erhvervslivet skal huske at give miljøerne den frihed, der skal til for at videreudvikle deres brands i en fælles arbejdsproces.

    Skrevet af Christina Lykkegaard

    Share

    Efterlad kommentar

    fremtidsvæg

     
    Musikbranchen skal blive bedre til at udnytte de nye interaktive distributions- og formidlingsplatforme.  Kristian Krämer,  Forsknings- og innovationsspecialist 
     
    Den rigtige musik virker afstressende på både gæster og kolleger og er en meget vigtig del af den totale oplevelse.  Anita Grubbe Nørgaard,  Marketingchef, Baresso Coffee 
     
    Tillid og respekt mellem virksomhed og artist er nøgleordene for et succesfuldt og langvarigt partnerskab.  Hanna Lindskov,  Adm. dir. og partner STEPitUP 
     
    Så længe den kunstneriske integritet bevares er der stort potentiale i partnerskaber mellem bands og virksomheder.   Kristian Riis,  Guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management 
     
    Branchens store udfordringer kræver en større satsning på forskning og uddannelse.  Fabian Holt,  musikforsker, Roskilde Universitet 
     
    Relevant og målrettet lyd øger brugervenligheden og det oplevede serviceniveau på et website.   Johny Sårde,  Kreativ direktør, Audiowise 
     
    Potentialet i musikbranding er kæmpe stort, fordi forbrugerne zapper væk fra traditionelle tv-reklamer.  Morten Sune Jonas,  Kontaktchef, reklamebureauet DDB 
     
    Branchen skal udnytte sit vækstpotentiale. En af udfordringerne er at forene musik med godt købmandskab.  Brian Mikkelsen,  Forhenværende økonomi- og erhvervsminister 
     
    Koncertarrangører bør sikres gode rammer, da et levende live-miljø er afgørende for en bys tiltrækningskraft.  Anne Jensen,  Talsmand for Arrangørgruppen Aarhus og Promus 

    Følg os på Flickr

      Gå til Flickr