Efterklang gør alt selv

Det danske kultband er blevet et kendt navn i udlandet ved egen hjælp. Kvartetten har blandt andet været god til at udnytte internettet og de sociale medier. Vi har talt med bassist Rasmus Stolberg, der her fortæller om Efterklangs succesfulde strategi:

Efterklang

Hvad er det for arbejdsopgaver, I selv tager jer af?

Vi står selv for vores management. Hvilket vil sige indgåelse af aftaler med pladeselskaber, musikforlag, koncertagenturer med mere samt vedligeholdelse af alle disse kontakter og projektstyring, så alle parter arbejder mod det samme mål.

Vi står også selv for alt, hvad der vedrører vores musik og produktion af denne. Vi arbejder tit sammen med andre, men vi har hovedansvaret for, at pladerne kommer til at lyde, som vi ønsker, og arrangerer alt det praktiske selv - ligesom vi oftest indspiller, mixer og producerer selv. I forlængelse heraf har vi også ansvaret for at artwork og musikvideoer bliver, som vi ønsker.

Vi kører også vores egen webshop samt cirka syv forskellige hjemmesider.

Desuden laver vi alt vores tourmanagement selv - planlægning af rejser, logistik samt kontakt og produktionsplanlægning med de spillesteder og festivaler, som vi spiller på.

I Skandinavien driver vi desuden vores eget pladeselskab Rumraket. Så her er vi også ansvarlige for alt, hvad der hedder "product management" og promotion på fint dansk.

Hvilke fordele giver det?

Det giver en hel masse kontrol og kreativ frihed. Det skærer også en masse mellemled væk, hvilket gør, at et band som vores kan blive et nogenlunde sundt levebrød, selvom vi ikke sælger til guld nogen steder.

Hvad med ulemperne?

Når det går dårligt eller ting ikke bliver udført, kan du kun skyde skylden på dig selv. Dette kan dog også ses som en fordel.
Det er farligt at gøre for meget selv, da du har brug for et netværk til at hjælpe dig med at sprede dit budskab samt åbne dine øjne for nye muligheder. Man kan ikke gøre alting selv, og derfor arbejder vi også tæt sammen med en liste af folk inden for forskellige hjørner af musikbranchen.
For meget ansvar på det forretningsmæssige og praktiske område kan i værste tilfælde fjerne den vigtigste tid for et band. Nemlig den tid, der bliver brugt på at skabe fantastisk musik.

Hvordan er det lykkedes jer at skabe interesse om jeres musik i udlandet?

Vi har siden udgivelsen af vores allerførste album arbejdet tæt sammen med pladeselskaber i England, som har haft gode distributions- og promotionnetværk i hele den vestlige verden. Dermed er alle vores plader udkommet i virkelig mange lande.
Vi har desuden været heldige at få virkelig positiv omtale i mange forskellige lande, og så har vi bygget videre på dette ved at spille koncerter i de pågældende lande og efterhånden opbygget en solid og dedikeret lytterskare i det meste af Europa og Nordamerika.

Hvor meget betyder internettet og de mange sociale fora i den sammenhæng?

Internettet har betydet utrolig meget for os. Det har gjort det muligt at sprede kendskabet til vores band meget hurtigt og billigt. Vi har aldrig brugt særlig mange penge på markedsføring. Det meste har været PR og word of mouth, og her har internettet virkelig hjulpet os.

I starten af vores internationale karriere (2004) brugte vi ikke de sociale netværk, men siden vi kom på Myspace i 2005, har de været en uundværlig del for os. Via dem kan vi holde os i kontakt med vores lyttere og potentielle nye lyttere.

Hvorfor er det vigtigt for jer at være på andre markeder end det danske?

Danmark er så lille, at kun et meget lille antal kunstnere kan leve af at kun spille musik herhjemme. Alle andre har bijob eller studerer ved siden af.
Det, at vi har etableret os på mange forskellige markeder gør, at vi kan leve af vores musik og dermed dedikere alt vores tid til Efterklang.

Hvad har den overordnede strategi været på det punkt?

Først pladeudgivelse, dernæst har vi arbejder målrettet i de lande, hvor udgivelserne har resulteret i positiv presseomtale. Den metode har vi brugt i snart seks år, og i dag kan vi tage på månedlange turneer i Nordamerika og Europa.
Det er desuden vigtigt at tilføje, at vores musik altid har udkommet på samme dato worldwide. Det skaber synergi og gør det nemmere at planlægge turneer, der kommer igennem hele Europa.

Hvordan hænger det økonomisk sammen for jer i dag?

Vi har nu levet af Efterklang i to til tre år, og det er en dejlig følelse. Vores indtægter er dog meget små sammenlignet med almindelige lønmodtagere. Men det fungerer, og vi er glade og sunde og raske!

Skrevet af Roberto Zacharias

Share

Efterlad kommentar

fremtidsvæg

 
Så længe den kunstneriske integritet bevares er der stort potentiale i partnerskaber mellem bands og virksomheder.   Kristian Riis,  Guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management 
 
Koncertarrangører bør sikres gode rammer, da et levende live-miljø er afgørende for en bys tiltrækningskraft.  Anne Jensen,  Talsmand for Arrangørgruppen Aarhus og Promus 
 
Branchen skal udnytte sit vækstpotentiale. En af udfordringerne er at forene musik med godt købmandskab.  Brian Mikkelsen,  Forhenværende økonomi- og erhvervsminister 
 
Musikbranchen skal blive bedre til at udnytte de nye interaktive distributions- og formidlingsplatforme.  Kristian Krämer,  Forsknings- og innovationsspecialist 
 
Tillid og respekt mellem virksomhed og artist er nøgleordene for et succesfuldt og langvarigt partnerskab.  Hanna Lindskov,  Adm. dir. og partner STEPitUP 
 
Branchens store udfordringer kræver en større satsning på forskning og uddannelse.  Fabian Holt,  musikforsker, Roskilde Universitet 
 
Den rigtige musik virker afstressende på både gæster og kolleger og er en meget vigtig del af den totale oplevelse.  Anita Grubbe Nørgaard,  Marketingchef, Baresso Coffee 
 
Relevant og målrettet lyd øger brugervenligheden og det oplevede serviceniveau på et website.   Johny Sårde,  Kreativ direktør, Audiowise 
 
Potentialet i musikbranding er kæmpe stort, fordi forbrugerne zapper væk fra traditionelle tv-reklamer.  Morten Sune Jonas,  Kontaktchef, reklamebureauet DDB 

Følg os på Flickr

    Gå til Flickr