Share

Dansk band leger med Crayola

Det danske band Oh No Ono leverer musik til en reklame fra den amerikansk legetøjsproducent Crayola og leger sig dermed til god PR i Canada, Mexico og USA. I det følgende interview forklarer trommeslager Kristoffer Rom om aftalen og hvor langt Oh No Ono er villige til at gå i forhold til kommercielle samarbejdsaftaler

Kristofferrom

Hvad indebærer aftalen med Crayola, og hvad har I fået ud af det?

Aftalen indebærer, at vi har leveret et stykke musik (nummeret 'Tea Party'), som Crayola bruger til underlægning i en reklame for et af deres produkter. Vi har fået en pose penge for at give Crayola eneret til denne version af sangen i 12 måneder fra første 'air dato', det vil sige fra første gang reklamen bliver offentliggjort. Reklamen vil blive vist på både TV og internet i Canada, USA og Mexico.
Af den pose penge, vi har fået, tager vores amerikanske pladeselskab 50 procent, og så skal vores manager selvfølgelig også have et cut. Når alt kommer til alt, er der cirka 45.000 kroner tilbage til Oh No Ono.

 

Hvorfor har I lavet et samarbejde med Crayola?

Da vi fik tilbuddet, fandt vi samtidig ud af, at Crayola før havde brugt nogle lidt mere skæve indiebands. I de forrige reklamer havde de brugt bands som Animal Collective, Dan Deacon og Micachu and the Shapes, så der var i hvert fald, en eller anden samhørighed omkring deres musikvalg. Det er alt sammen musikere, som vi godt kan lide, og derfor tog vi imod tilbuddet.

Har det stor betydning, at I kan sympatisere med den virksomhed, I arbejder med?

Ja. Jo flere ting, man kan sympatisere med, desto mere mening giver det for én at være en del af det. Selvfølgelig gjorde pengene det i sig selv, men det er klart, at hvis man har nogle fællesnævnere med virksomheden, så er det meget federe.

Så I har ikke nogle betænkeligheder ved at arbejder med kommercielle partnere?

Nej. Vi har lavet nogle mindre synkroniseringsaftaler før denne reklame, men ikke noget i denne beløbsstørrelse. I tidernes morgen har vi selvfølgelig diskuteret, hvad vores standpunkt var i forhold til sådanne aftaler.
Vi har ikke defineret vores standpunkt særligt skarpt, men der skal meget til, før vi siger nej tak. Vi vil dog ikke lave noget, hvor vi for eksempel har en helt anden politisk holdning. Vi kunne aldrig finde på at ligge soundtrack til et partimøde for eksempel.
Der er selvfølgelig også nogle firmaer,  som igennem tiderne har vist sig at have nogle sidegesjæfter, som ikke har været så heldige. Dem har man heller ikke lyst til at associeres med.
Det hele drejer sig selvfølgelig også om, hvordan samarbejdet bliver lavet. I tilfældet med Crayola er reklamen meget flot lavet og ikke kikset og billigt som for eksempel Cilit Bang-reklamerne.

Så I føler ikke, at I sælger ud?

Nej. Det har måske været en generel tendens i indie-kulturen op igennem 80'erne og 90'erne, at der har været den her 'sælge-ud-agtige vibe' omkring det at arbejde med kommercielle virksomheder. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at det er dybt snobbet og respektløst. Jeg synes, at man må forlade tanken om, at der er en eller anden kæmpestor afgrund til forskel imellem virksomheder og kunstnere. Jeg tror egentlig, at langt de fleste virksomheder har lige så meget ildsjæl som de fleste bands.

Er samarbejdet med Crayola også en mulighed for at brande Oh No Ono?

Ja, og vi får samtidig mulighed for at lave noget sjovt og spændende, som vi ellers ikke ville have mulighed for, og som også gavner vores fans.

Har I fået mere opmærksomhed efter reklamen?

Jeg tror egentlig kun, at det er folk, der har kendt os i forvejen, der har lagt mærke til, at det var vores musik, der var med i reklamen. Jeg ved ikke, om reklamen direkte har skaffet os flere fans. Det tror jeg ikke. Nummeret var jo også kun en instrumental-version uden vokal, som det jo ofte er i reklamer. Derudover skal man jo også tage i betragtning, at Crayolas kunder er forældre og børn, hvilket måske ikke lige er vores segment.
Men pengene har givet os nogle muligheder for at indspille nye plader, betale husleje og så videre. På den måde er et band på vores niveau jo en virksomhed som alle andre. Der er regninger, der skal betales.

Vil I anbefale andre bands at indgå i et kommercielt samarbejde med en virksomhed?

Det kommer an på det enkelte orkester. Jeg tror, det er vigtigt, at man mærker efter, hvordan man selv har det med det. Det er super vigtigt, at et band tager aktivt stilling til det, som de går ind til.

Skrevet af Music Management Hold MM10, RMC

Redigeret af Christina Lykkegaard

fremtidsvæg

 
Den rigtige musik virker afstressende på både gæster og kolleger og er en meget vigtig del af den totale oplevelse.  Anita Grubbe Nørgaard,  Marketingchef, Baresso Coffee 
 
Så længe den kunstneriske integritet bevares er der stort potentiale i partnerskaber mellem bands og virksomheder.   Kristian Riis,  Guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management 
 
Relevant og målrettet lyd øger brugervenligheden og det oplevede serviceniveau på et website.   Johny Sårde,  Kreativ direktør, Audiowise 
 
Branchens store udfordringer kræver en større satsning på forskning og uddannelse.  Fabian Holt,  musikforsker, Roskilde Universitet 
 
Potentialet i musikbranding er kæmpe stort, fordi forbrugerne zapper væk fra traditionelle tv-reklamer.  Morten Sune Jonas,  Kontaktchef, reklamebureauet DDB 
 
Branchen skal udnytte sit vækstpotentiale. En af udfordringerne er at forene musik med godt købmandskab.  Brian Mikkelsen,  Forhenværende økonomi- og erhvervsminister 
 
Koncertarrangører bør sikres gode rammer, da et levende live-miljø er afgørende for en bys tiltrækningskraft.  Anne Jensen,  Talsmand for Arrangørgruppen Aarhus og Promus 
 
Musikbranchen skal blive bedre til at udnytte de nye interaktive distributions- og formidlingsplatforme.  Kristian Krämer,  Forsknings- og innovationsspecialist 
 
Tillid og respekt mellem virksomhed og artist er nøgleordene for et succesfuldt og langvarigt partnerskab.  Hanna Lindskov,  Adm. dir. og partner STEPitUP 

Følg os på Flickr

    Gå til Flickr