Musikalske ildsjæle bliver iværksættere

Udviklingsforløbet Music2Business giver deltagerne forretningskompetencer, så de får nemmere ved at klare sig i musikbranchen

De har en drøm om at leve af musikken, og flere har allerede gang i en karriere. Nogle som musikere, andre som eventmagere, managere, festivalledere eller lyddesignere. Men hvad kræver det, hvis man gerne selv vil styre sin musikalske forretning?

Det og mange andre ting er 42 iværksættere allerede blevet meget klogere på. Siden juni har de nemlig deltaget i udviklingsforløbet Music2Business, der er målrettet dygtige og ambitiøse ildsjæle i musikbranchen.

Det etårige forløb veksler mellem workshops og individuel sparring med udvalgte mentorer fra branchen. En af mentorerne er Kristian Riis, der er guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management. Og han er imponeret:

- Deltagerne i Music2Business er meget engagerede og opsøger viden, inspiration og sparring. De har forskellige mål, men fælles for dem er, at de alle vil noget med musikken. Samtidig finder deltagerne sammen på tværs og bruger hinanden som sparringspartnere, businesspartnere og kreative sparringspartnere. Det er en sand fornøjelse at være vidne til, siger Kristian Riis.

I dag kommer indtjeningen i musikbranchen primært fra markedet for livemusik. Det kræver nye kompetencer blandt lydteknikerne, som er omdrejningspunktet for Jens Thomsens virksomhed, Audio Unify. Den unge københavner arbejder på at udvikle en uddannelse til fremtidens lydmænd under overskriften Live Sound Manager:

- På trods af mine mange års erfaring i musikbranchen har Music2Business virkelig givet mig meget og gjort, at jeg nu er kommet et skridt tættere på at realisere mine drømme. Music2Business har konkret hjulpet mig til at få fokus i min virksomhed, så jeg kan arbejde mere strategisk og forretningsorienteret, fortæller Jens Thomsen.

Også Mads Dahl har som festivalleder for den kunstnerisk anerkendte ALIVE Festival haft stor gavn af Music2Business. ALIVE Festival tiltrækker op imod 1.000 festivalgæster til Thy over en weekend i midten af august og afvikles til sommer for fjerde gang:

- Music2Business har givet mig en stærkere forståelse for forretningsmodellen i festivalen og hjulpet mig i min strategi over for både offentlige og private samarbejdspartnere, siger han.  

Musikeren og forretningsmanden Kristoffer Rom fra Oh No Ono og Tambourhinoceros og Jens Skov Thomsen, der ved siden af karrieren i bandet Veto studerer jura og arbejder for Sony, deler også ud af deres erfaringer undervejs i forløbet.

Det sker i kombination med oplæg fra erfarne kræfter fra Manto, der er specialister i forretningsudvikling i de kreative brancher, og advokatfirmaet Lund, Elmer og Sandager. Alt sammen for at styrke deltagernes strategiske forståelse og evne til at udnytte de kommercielle muligheder i musikken.

Bag Music2Business står Bandakademiet, Manto og Volcano Management i samarbejde med Musikzonen, Gimle, STARS og KODA. Projektet er støttet af Region Sjælland. Næste workshop er i denne uge, hvor deltagerne bliver skarpere på økonomi og jura.

Share

Efterlad kommentar

fremtidsvæg

 
Branchens store udfordringer kræver en større satsning på forskning og uddannelse.  Fabian Holt,  musikforsker, Roskilde Universitet 
 
Tillid og respekt mellem virksomhed og artist er nøgleordene for et succesfuldt og langvarigt partnerskab.  Hanna Lindskov,  Adm. dir. og partner STEPitUP 
 
Koncertarrangører bør sikres gode rammer, da et levende live-miljø er afgørende for en bys tiltrækningskraft.  Anne Jensen,  Talsmand for Arrangørgruppen Aarhus og Promus 
 
Relevant og målrettet lyd øger brugervenligheden og det oplevede serviceniveau på et website.   Johny Sårde,  Kreativ direktør, Audiowise 
 
Den rigtige musik virker afstressende på både gæster og kolleger og er en meget vigtig del af den totale oplevelse.  Anita Grubbe Nørgaard,  Marketingchef, Baresso Coffee 
 
Musikbranchen skal blive bedre til at udnytte de nye interaktive distributions- og formidlingsplatforme.  Kristian Krämer,  Forsknings- og innovationsspecialist 
 
Branchen skal udnytte sit vækstpotentiale. En af udfordringerne er at forene musik med godt købmandskab.  Brian Mikkelsen,  Forhenværende økonomi- og erhvervsminister 
 
Så længe den kunstneriske integritet bevares er der stort potentiale i partnerskaber mellem bands og virksomheder.   Kristian Riis,  Guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management 
 
Potentialet i musikbranding er kæmpe stort, fordi forbrugerne zapper væk fra traditionelle tv-reklamer.  Morten Sune Jonas,  Kontaktchef, reklamebureauet DDB 

Følg os på Flickr

    Gå til Flickr